Viking-Kriger

De første tre rækker af hovedskjoldmuren ville have bestået af udvalgte krigere, såsom Huscarls og Thengs, der bar tungere våben og bar rustninger. Langt de fleste modstandere var bevæbnet med spyd, som de brugte mod deres modstanderes ubeskyttede ben eller ansigter. Ofte brugte soldater deres våben til at støtte hinanden ved at stikke og hugge til venstre eller højre i stedet for lige foran. Korte våben som den allestedsnærværende seax kunne også bruges i murens snævre kvarter.
Taktikken blev brugt i slaget ved Stamford Bridge, hvor den relativt velbevæbnede saksiske hær angreb hæren af ​​kong Harald Sigurdsson af Norge. Vikingerne var ikke iført så meget rustning, efter at have efterladt deres ringbrynje på skibene og kun iført deres hjelme, og efter en blodig skjoldmurskamp brød de og flygtede i panik.
Ulempen ved skjoldmur-taktikken var, at når den først var blevet brudt, havde hele affæren en tendens til at falde fra hinanden ret hurtigt. Relativt let uddannede fyrmænd fik moral af at være skulder-ved-skulder med deres kammerater, men flygtede ofte, når dette var kompromitteret. Når først muren var brudt, kunne det vise sig at være svært eller umuligt at genetablere en defensiv linje, og der kunne meget vel komme panik blandt forsvarerne.

Selvom vigtigheden af ​​kavaleri i slaget ved Hastings så slutningen på skjoldmurstaktikken, ville skjoldmure fortsat blive brugt helt op til slutningen af ​​det 12. århundrede, især i områder, der var uegnede til storskala monteret krigsførelse, som f.eks. som Skandinavien og Skotland.

I den sene middelalder blev skjoldet forladt til fordel for polarme båret med begge hænder, hvilket gav anledning til geddekvadrattaktik.